Februar 2009
Og så er sæsonen næsten i gang.
Der er oprettet tilmelding til det første classic løb i år på Ring Knutstorp. Det er udvidet til at være den 24, 25 og 26 April.
Jeg ved ikke mere om det men det bliver som en afdeling af DM og NM som det var sidste år, og med træning og tidtagning allerede om fredagen. I år vil jeg dælme have campingvognen med.
Og så er datoerne for det afsluttende DM løb på Padborg Park ændret til 19 og 20 September. Der var åbenbart flere end Uffe som synes at en fredag ikke er en god dag til race. Det er dog slået sammen med et Formel Ford arrangement så hvis vi skal have lidt køretid i år, så kan fredagen måske komme i spil igen.
Ellers er der ingen nye oplysninger til løbskalenderen. Der er ingen bekræftelse på at datoerne holder, så jeg venter med at tilføje løbene til jeg er nogenlunde sikker på datoer og steder.
Sikkert er det dog at der ikke kommer nogen TT-løb (landevejsbaner) i år. Og vel heller ikke i årene fremover. Ingen dommer vil give tilladelserne og ingen klubber vil arrangere. Sådan er det bare.
En lille dejlig tilføjelse er der dog. Per Bach har inviteret til classic race-fest i Ebeltoft den 7 Marts. Vi skal tilfældigvis først køre cross om søndagen den weekend så det glæder jeg mig meget til at deltage i.
Og så er der stadig flere road racere som ringer og får en snak, fordi de vil have en guzzi ud og køre på bane. Det er jo bare dejligt. Vi skal have flere Guzzier på banerne skal vi.
Og så har jeg en ambition med denne hjemmeside . Fra i år vil jeg forsøge at indhente så mange informationer om classic road race som kan være interressant for os danskere som muligt og så få materialet gjort tilgængeligt her på siden. Jeg har endda tænkt mig at gå så vidt at starte op på face-book for at høste informationer. No expenses spared. Jeg har jo også tilbudt at holde styr på stillingerne i DM i år, så jeg er jo rodet ud i det i forvejen. Jeg har tænkt mig at de aktuelle stillinger skal være tilgængelige her på siden undervejs i løbet af sæsonen.
Ciao – Søren.